Scenebyggere søger kolleger

Scenebyggere søger kolleger

Nikolaj og Arne Kej er trods en aldersforskel på 66 år gode kolleger i slotsparken. Nikolaj har været med morfar på frivilligt sommerarbejde, siden han var syv år. Det har inspireret ham til at tage en EUX tømrer-uddannelse på Learnmark i Horsens, så han i denne sommer er blevet både student og tømrer.

Arne Kej, 87 år, er alderspræsident – hans barnebarn er også med

Da Arne Kej og hans hustru Merete flyttede fra Sjælland til Juelsminde for at være tættere på familien, skulle den 73-årige pensionerede kaptajn i Hæren ud og skabe sig et nyt netværk. Derfor kørte han til Palsgaard for at finde ud af, om sommerspillet ikke kunne bruge ham som scenebygger.

Jo tak, var svaret, og i dag er han som 87-årig stadig aktiv foråret og sommeren igennem med hammer, sav, skruemaskine og almindelig håndkraft, når de frivillige håndværkere samles mandag og lørdag for at gøre scenen klar til premieren 27. juli på årets musical ”Annie”.

”Ja, nu kan jeg slet ikke holde mig væk”, smiler veteranen, der har fået datteren Mette Marie og det ældste barnebarn, Nikolaj, med på holdet af frivillige – Mette Marie som billetsælger mm, når forestillingen er i gang, Nikolaj på scenebyggerholdet.

”Det gør det jo bare endnu sjovere, at det også er noget, familien er sammen om”, mener alderspræsidenten, der måske vil overveje at stoppe, når han fylder 90.

Ingen mødepligt

Mens skuespillerne holder sommerferie indtil 14. juli, er der denne lørdag otte mand med på holdet, og de vil meget gerne have nye kolleger. Faste arbejdsdage er mandag kl. 10-15 og lørdag kl. 9-15.

”Men der er ikke mødepligt”, understreger Finn Sonnich Andersen, tidligere formand for Palsgaard Sommerspil og nu fast med i staben af scenehåndværkere.

”Næh, man kan komme, som man nu har tid til, og så kan man måske også lave lidt af arbejdet derhjemme”, supplerer Finn Mortensen, der tirsdag den 27. juni fylder 65 og dermed bliver folkepensionist.

Finn Mortensen har været i gang hjemme i ”huggehuset” – her ses han med resultatet.

Derhjemme i ”huggehuset”, som han kalder det, har den fhv. tømrer fremstillet de køjesenge, som Annie og hendes veninder skal ligge i på det børnehjem, hvor en del af historien foregår. Heller ikke han kan undvære sammenholdet og er – trods eftervirkninger af et par blodpropper fra i efteråret – ikke meget for at blive væk fra arbejdsdagene i slotsparken.

”Det skal bygges væk”, er hans gode råd.

Scenemester Jesper Hansen kan sagtens bruge et par mand ekstra de sidste hektiske uger op til premieren. ”Det er bare at henvende sig”, siger han.

Og, tilføjer Agnete Bjerg, næstformand for Palsgaard Sommerspil, hvis man ikke er håndværkertypen, er der andre muligheder at komme i aktion. For eksempel i systuen eller på de hold, der i spilleperioden 27. juli-6. august sørger for, at publikum får en god totaloplevelse.

På palsgaardsommerspil.dk kan man melde sig til sommerspillets arbejdsstyrke – og købe billetter til forestillingen.