Palsgaard Sommerspil har nu den kunstneriske ledelse på plads til næste års forestilling.
Vi spiller RENT 1.8- 11.8.2019, måske en musical, som mange ikke kender af navn.
RENT, den prisvindende, nærmest kultagtige succes-musical, er Jonathans Larssons nyfortolkning af Puccinis opera ”La Bohème´” Handlingen foregår ikke i Paris i 1800-tallet som La Bohème, men udspiller sig i 1990’ernes New York i et boheme-miljø, præget af unge, håbefulde kunstnere og skæve eksistenser. RENT er historien om retten til at elske, følge sit hjerte og være den, man er. Hver dag leves, som var der ingen morgendag – trods modstand fra de eksisterende samfundsnormer i et miljø, præget af fattigdom, jalousi og en uhelbredelig sygdom – AIDS.
Palsgaard Sommerspil har været så heldige at have mulighed for at fortsætte med den kunstneriske ledelse, der i år stod bag den flotte opførelse af Hairspray.
Det vil sige Jens Frausing som instruktør og scenograf, Rasmus Steenberg som kapelmester og oversætter, og Jacob Andersen som koreograf.
Formand for Palsgaard Sommerspil Thrine Nørgaard glæder sig over den stærke bemanding:
”Det lover godt for en forestilling af høj kvalitet, noget vi vægter og prioriterer på Palsgaard Sommerspil – så I kan godt begynde at glæde jer, kære publikum, der kan blive rift om billetterne”
Instruktør Jens Frausing, der har været instruktør på Palsgaard gennem mange år og af flere omgange, glæder sig til næste års forestilling. ”RENT er”, siger han, “evig aktuel, og den har en god historie, som alle burde kende. Forestillingen tør sætte fokus på emner, der den dag i dag er aktuelle og lidt tabubelagte”. Nu glæder Jens Frausing sig til at udvælge de medvirkende til scenen på den kommende audition. Han tror, det vil være en musical, der vil appellere til de dygtigste medvirkende, fordi det ikke er muligt at spille den andre steder.
Kapelmester Rasmus Steenberg har set forestillingen i New York i 2002, og han har brugt forestillingens store hit ”Seasons of love” i mange sammenhænge. ”Nummeret er et af de mest helstøbte og smukke numre indenfor musicalgenren”. Han glæder sig til, som han siger, ”at nyoversætte forestillingen og arbejde med de store stemmer på Palsgaard og til at spille den energifyldte og velklingende musik. Den fortjener et stort publikum.”
Koreograf Jacob Andersen startede sin karriere her på Palsgaard som medvirkende og har nu i nogle år, efter endt uddannelse på Musicalakademiet i Fredericia, været vores koreograf. Jacob kan noget helt særligt og han får det allerbedste frem i de medvirkende. Han glæder sig til at arbejde med at lave en fantastisk forestilling igen i år.